Verden er ved at drukne i tøj. Vi har skuffer og skabe fulde af tøj, vi aldrig bruger. Alligevel køber vi nyt, når vi skal ud, til fest, forkæle os selv eller bare keder os en smule. Men den går ikke længere. Vi skal alle købe mindre, og elske vores tøj mere.
Med eksperimentet NOVEMBER UDEN NYT TØJ – sætter vi overforbruget på hold og giver tøjet i vores klædeskab en ny chance. I stedet for at købe nyt, rydder vi ud, reparerer, styler, syer om, låner, lejer, bytter og genbruger.
VIL DU VÆRE MED? 👚♻️
Det er vigtigt at pointere at vi ikke er imod hverken forbrug eller nyt tøj. Vi er imod overforbrug og en tøjkultur på speed.
NOVEMBER UDEN NYT TØJ handler om at stoppe lidt op, sætte fokus på, hvad vi har brug for, hvad der gør os glade, og hvad der bare er dumt overforbrug. Men vi ønsker også at gøre opmærksom på nogle af de mange, cirkulære muligheder og koncepter, der findes på tøjmarkedet, som ikke kun handler om at købe nyt.
Om vores tøjforbrug
- Den globale tekstilproduktion blev næsten fordoblet mellem 2000 og 2015.
- Forbruget af beklædning og fodtøj forventes at stige med 63 % inden 2030, fra 62 mio. ton nu til 102 mio. ton i 2030.
- I EU tegner forbruget af tekstiler sig nu i gennemsnit for den fjerdestørste negative indvirkning på miljøet og klimaændringerne. Derudover er der en tendens til at anvende beklædningsgenstande i kortere perioder, inden de smides væk.
- Lige nu køber vi igennemsnit 61 stykker nyt tøj om året. Skal vi holde os inden for målet om 1,5 graders, skal vi ned på 3-5 stykker nyt tøj om året.
Kilder: Dansk erhverv, Rapport Tekstile Strømme Region Midtjylland og C40
Hvem er bag tiltaget?
Vi er en bred gruppe af cirkulære aktører, der står bag. Vi ønsker både at sende et signal til politikere, virksomheder og forbrugere om, at måden vi køber, bruger og skiller os med vores tøj er so yesterday.
Med mange hilsner
Another Closet – Tina Werborg
Sharedrobes – Maria Clemmensen
Rewair – Helene Hsu
SassyLAB.dk – Thomas Meddard Frederiksen, & Stine Vestergaard-Hansen
Tise – Pernille Lund
FJONG – Amalie Bjerager Arnesen
Det Kollektive Klædeskab – Lene Broe Olsen
BytteNytte – Annie Hedevang
Fred Found It – Frederikke Riisberg Owner
Clean your closet/kind.studio – Malene Langholz
Capsule App Louise Linde,
Frelsens hær Genbrrug – Jette Skov
Fahion Revolution DK
Conscious Fashion Fair – Cecilia Christensen, Founder & Director